Inkluderende undervisning
For alle børn er det vigtigt at kunne identificere sig med elementer i undervisningen og føle anerkendelse gennem de sociale relationer og gennem institutionens syn på deres forældre og det værdigrundlag, de repræsenterer. Det er også vigtigt, at alle elever mødes med positive forventninger samt høje faglige og sociale ambitioner. For tosprogede elever er det ydermere vigtigt, at skolen indtager en positivt anerkendende og inkluderende rolle.
At arbejde med inkluderende undervisning i fagene er en lang proces og kræver indsigt og viden om interkulturel kommunikation. Faglærerne må arbejde systematisk med at drage elevernes erfaringer ind i undervisningen, sammenligne, finde forskelle og ligheder og stille spørgsmål.
En måde er at synliggøre og inkludere forskelligheden, ved at eleverne ud fra forskellige historiske, kulturelle eller religiøse synsvinkler undersøger og beskriver et bestemt fænomen eller et bestemt fokus. Hvilken betydning har for eksempel kunst? Hvad fokuseres der politisk på forskellige steder i verden den 1. januar 2007? Hvad spiser man til morgenmad i Japan og Sydafrika, og hvad taler man om ved aftensmaden i de forskellige elevers hjem? Hvad er fælles, og hvad og hvorfor ses noget som vigtigt ét sted og mindre vigtigt et andet? Hvilken betydning har 2. verdenskrig for en elev i Brasilien og en elev i Tyskland, eller hvordan ser elevernes atlas ud i USA, Irak og Australien?
Tilbage til temaet Mangfoldighed i undervisningen
Senest opdateret 20-08-2007