Lav et formaliseret samarbejde
Nogle skoler har et formaliseret samarbejde med omgivelserne. For eksempel kan man indgå en samarbejdsaftale med daginstitutioner. Dette kan have til formål at bygge bro, så overgangen fra daginstitution til skole bliver lettere. Eller det kan handle om at gøre personale i daginstitutionen og forældre opmærksomme på skolens kvaliteter, faglighed, faciliteter mv. for derved at fastholde distriktets elever.
Andre steder er der etableret et formaliseret samarbejde i distriktsudvalget. Her kan klubber, SSP, bibliotek, idrætsforeninger mv. samarbejde med skolen. For eksempel om at engagere flere tosprogede elever i idrætsaktiviteter. Eller om at skabe holdbare løsninger, som det er vanskeligt for skolen at gennemføre isoleret set. Et formaliseret distriktssamarbejde giver mulighed for at tage problemer i opløbet. Man kan holde hinanden orienteret – for eksempel hvis der er problemer i forbindelse med enkeltelever eller i nærmiljøet. Når man formaliserer samarbejdet, bliver der også bedre styr på rollefordelingen. Det er eksempelvis vigtigt i de alvorlige sociale sager, hvor der er indberetningspligt. Den gode rollefordeling sikrer klare aftaler om, hvornår skolens rolle hører op, og de sociale myndigheder tager over.
Tilbage til temaet Samarbejde med skolens omgivelser
Senest opdateret 20-08-2007