Nyttiggørelse af modersmålet
”Læreren giver en elev en tekst fra læsebogen, som hun skal læse hjemme. Næste dag læser eleven med få undtagelser fejlfrit op. Men da læreren spørger hende, hvad teksten handlede om, bliver hun helt tavs. Læreren forklarer hende, at hun skal læse og tale om teksten sammen med sin mor. Eleven svarer, at hendes mor ikke forstår dansk. Læreren benytter lejligheden til at pointere, at det er vigtigt, at hun taler med sin mor på modersmålet og forklarer, at hendes mor kan hjælpe hende med at forstå, hvad der står. Da eleven dagen efter kommer i skole, er hun i stand til både at læse og at fortælle handlingen”.
Eleven fortæller, at hun først læste teksten for sin mor på dansk, og at hun bagefter forklarede moren på urdu det, hun forstod af teksten. Moren stillede mange spørgsmål til teksten, og sammen fik de på urdu snakket sig frem til, hvad meningen kunne være. Eleven fortæller videre, at de inddrog resten af familien i opgaven, og at der kom mange synspunkter og meninger frem.
Eksemplet viser, hvor vigtig morens rolle er i udviklingen af barnets begrebsverden. Ved at moderen indgår som den mere vidende person og støtter eleven i sin læreproces på eget og elevens fælles sprog, vil eleven ud fra sin erfaringsverden reflektere og udvide sin begrebsverden. Derudover vil forældrene blive inddraget som et vigtigt led i deres barns læringsproces. Denne anerkendelse af sproget og de kulturelle normer og værdier vil styrke barnets motivation for læring og udvikling, ligesom det vil styrke forældrenes interesse for og engagement i opdragelses- og uddannelsesprocesser i Danmark.
Tilbage til temaet Sprog og fag
Senest opdateret 20-08-2007