Når skolen går tidligt i gang
Mange skoler begynder først at interessere sig for fordelingsproblemet, når elevsammensætningen har udviklet sig i en uhensigtsmæssig retning. En hel del skoler med mange tosprogede elever forsøger for eksempel at tiltrække og fastholde ressourcestærke elever gennem særlige tilbud – som enten idræt eller it – og positiv PR i omgivelserne. Men hvorfor ikke sætte disse aktiviteter i søen, inden elevsammensætningen ændrer sig? Det er for eksempel lettere at fortælle gode historier om skolen, hvis både ledergruppen, lærere og forældre er enige om, at skolens elevsammensætning er hensigtsmæssig.
På samme måde vil det være en god idé for skoler, som måske har 10 % tosprogede elever, at de tager initiativ til et formaliseret samarbejde med daginstitutionerne i lokalområdet. Et samarbejde, som kan bidrage til, at børnehaverne – og ikke mindst de kommende forældre – løbende hører gode historier om skolen før skolestart. Et sådant samarbejde vil også medvirke til, at personalet i institutionerne kan anbefale distriktsskolen over for de kommende forældre. Aktiviteterne er velkendte. Men sættes de i gang, før de ressourcestærke forældre fravælger skolen, kan aktiviteterne få en betydelig effekt.
Tilbage til temaet Tiltrækning, fastholdelse og fordeling
Senest opdateret 20-08-2007