Abildgårdskolen har massiv fokus på dansk som andetsprog og fagets betydning i hverdagen. Faget vurderes som basalt nødvendigt for at kunne komme videre i timerne, og sprogcenterets lærere bruges målrettet i undervisningen. Sprogcenterlæreren og faglæreren vurderer i et tæt samarbejde, hvilke elever der har behov for undervisningen, samt hvordan undervisningen skal organiseres:
- I de mindste klasser er der tilknyttet to lærere til klassen. Derudover er der mulighed for, hvis der er et særligt behov, at give eleverne ekstra støtte i sprogcentret.
- På mellemtrinet er en lærer fra sprogcenteret tilknyttet klassen fire til otte timer efter aftale med lærerteamet.
Lærerteamet ved skolens sprogcenter har en central rolle i undervisningen i dansk som andetsprog. Det er lærere knyttet hertil, som supplerer ved tolærerordninger, og det er i sprogcentret, at der arbejdes mest bevidst med andetsprogspædagogiske metoder. Sprogcenteret har desuden stået for at udvikle og afholde et 20 timers lyttekursus for alle tosprogede elever i 3. klasse og et indholdslæsningskursus for alle tosprogede elever i 4.-5. klasse. På Hellig Kors Skole arbejder nogle klasser med dansk som andetsprog om morgenen, inden de andre elever møder, som forforståelse til dagens tekster, emner og fag.
Se alle cases i dette tema
Tilbage til temaet Organisering af dansk som andetsprog